Der har været stor opmærksomhed på de skærpede regler om asbest, men ét krav har faktisk været gældende i mange år – og bliver stadig overset hos mange virksomheder.
Medarbejdere, der udfører asbestarbejde, skal nemlig tilbydes helbredsundersøgelser.
Et krav – ikke en anbefaling
Formålet med helbredsundersøgelserne er at beskytte medarbejdere, der kan blive udsat for asbestfibre under arbejdet. Asbest kan give alvorlige sygdomme, som ofte først viser sig mange år efter eksponeringen.
Derfor skal medarbejdere have tilbud om en helbredsundersøgelse, inden de begynder arbejdet med asbest, og herefter mindst hvert tredje år, så længe de fortsat udfører denne type arbejde.
Det er arbejdsgiverens ansvar at sikre, at tilbuddet bliver givet.
Hvem er omfattet?
Kravet gælder medarbejdere, der udfører arbejde, hvor de kan blive udsat for asbest – fx ved nedrivning, renovering eller fjernelse af asbestholdige materialer.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at helbredsundersøgelserne er én blandt flere lovpligtige foranstaltninger. De kan ikke erstatte en grundig planlægning af arbejdet, tekniske foranstaltninger, korrekt brug af værnemidler eller de øvrige krav til sikker udførelse af asbestarbejde.
Er jeres virksomhed klar?
Mange virksomheder har de seneste måneder haft fokus på autorisation og uddannelse. Det kan derfor være en god anledning til også at gennemgå virksomhedens procedurer for helbredsundersøgelser og sikre, at alle medarbejdere, der er omfattet af reglerne, har fået det lovpligtige tilbud.
Har I brug for hjælp?
Hos CreceaJoblife hjælper vi virksomheder med de lovpligtige helbredsundersøgelser ved asbestarbejde. Vores arbejdsmedicinske specialister gennemfører undersøgelserne i overensstemmelse med gældende regler og hjælper jer med at leve op til virksomhedens forpligtelser.


