Den 1. september 2026 trådte en ny ændring af Giftbekendtgørelse i kraft. En af de ændringer, der har praktisk betydning for virksomheder, er en præcisering af, hvornår der skal udpeges en person med ansvar for opbevaring af giftige stoffer og blandinger – ofte omtalt som en giftansvarlig.
Hvilke produkter udløser kravet?
Efter de nye regler er kravet om en giftansvarlig knyttet til produkter, der er klassificeret som akut giftige i kategori 1, 2 eller 3 (Acute Tox. 1-3) eller som specifikt målorgantoksiske i kategori 1 (STOT SE 1).
Det drejer sig om produkter klassificeret med følgende faresætninger:
- H300 – Livsfarlig ved indtagelse
- H301 – Giftig ved indtagelse
- H310 – Livsfarlig ved hudkontakt
- H311 – Giftig ved hudkontakt
- H330 – Livsfarlig ved indånding
- H331 – Giftig ved indånding
- H370 – Forårsager organskader
Virksomheden skal udpege en eller flere personer med ansvar for opbevaringen, hvis den samlede mængde overstiger 125 ml, og flere end fem personer har adgang til produkterne. Den ansvarlige skal på virksomhedens vegne sikre, at reglerne om opbevaring overholdes, og at uvedkommende ikke har adgang.
H340, H350 og H360 udløser ikke længere kravet
En væsentlig ændring i den nye bekendtgørelse er, at kravet om at udpege en giftansvarlig er præciseret, så det alene gælder meget giftige stoffer og blandinger.
Produkter med alvorlige langtidseffekter er altså ikke længere omfattet af dette krav, dvs. produkter der er klassificeret som mutagene, kræftfremkaldende eller reproduktionstoksiske i kategori 1A eller 1B.
Det gælder altså produkter med følgende faresætninger:
- H340 – Kan forårsage genetiske defekter
- H350 – Kan fremkalde kræft
- H360 – Kan skade forplantningsevnen eller det ufødte barn
Det er en ændring i forhold til den tidligere Giftbekendtgørelse, hvor disse produkter også var omfattet af bestemmelsen om udpegning af en ansvarlig.
Kravene til opbevaring gælder stadig
At H340, H350 og H360 ikke længere udløser krav om en giftansvarlig, betyder ikke, at de særlige krav til opbevaring af disse produkter er bortfaldet.
Produkter med alvorlige langtidseffekter skal fortsat opbevares forsvarligt, under lås, utilgængeligt for børn og adskilt fra blandt andet fødevarer, foderstoffer, lægemidler og lignende.
Det er altså kravet om at udpege en ansvarlig person, der er ændret – ikke de skærpede krav til selve opbevaringen.
Hvad bør I gøre?
Hvis I tidligere har udpeget en giftansvarlig alene på grund af produkter med H340, H350 eller H360, kan det være relevant at gennemgå jeres kemikalier og vurdere, om I fortsat er omfattet af kravet.
Har I produkter med H300, H301, H310, H311, H330, H331 eller H370, skal I fortsat være opmærksomme på reglerne om giftansvarlig, hvis mængde- og adgangskriterierne er opfyldt.
Hvad gør vi i Dansk Kemidatabase?
I Dansk Kemidatabase gennemgår vi de berørte kemikalieinstruktioner og opdaterer dem, så kravet om udpegning af en giftansvarlig fjernes, hvor det ikke længere er relevant.


