Pr. 1. januar 2025 blev grænseværdierne for både chrom 6 og dieseludstødning skærpet. I begge tilfælde er der tale om væsentlige skærpelser. Grænseværdien for chrom 6 er gået fra 0,001 til 0,00025 mg/m3, mens den for dieseludstødning er gået fra 0,01 til 0,005 mg/m3.
Chrom 6 – hvor findes det?
Chrom er et grundstof, som optræder i forskellige kemiske forbindelser. I dette tilfælde, hvor vi specifikt kigger på chrom 6, er der tale om chrom med iltningstrin 6. Chrom 6 indgår i en række kemiske forbindelser, fx chromater, chromsyre (CAS-nr. 7738-94-5) og chrom(VI)oxid og kaldet chromtrioxid (CAS-nr. 1333-82-0).
Fælles for chrom 6-forbindelserne er, at de er klassificeret som værende kræftfremkaldende for mennesker, hvorfor de altså i videst mulig udstrækning skal undgås og helst substitueres. Derudover kan indånding af chrom 6 give løbende næse, nysen, hoste, kløe samt oplevelsen af en brændende fornemmelse. Gentagen eller langvarig udsættelse kan give sår i næsen og resultere i næseblødning og skade på næseskillevæggen. Chrom 6 kan desuden give allergi, og inhalering kan give symptomer på astma. Længevarende udsættelse for chrom 6 ved indånding kan give lungekræft.
Skal du i gang med substitutionsarbejdet, kan du hente vores guide til netop dette emne HER
Andre betegnelser for chrom 6 kan være chrom VI, krom 6, krom(VI), krom 6, Cr(VI) og hexavalent chrom.
Ønsker du at tjekke op på, om nogle af dine produkter indeholder chrom 6-forbindelser, kan du søge på de relevante CAS-numre under menuen ”Produkter og kemikalieinstruktioner”:

Generelt finder vi ikke mange produkter med chrom 6-forbindelser i Dansk Kemidatabase.
Skærpet grænseværdi for dieseludstødning – hvad kan det betyde?
Er din virksomhed beskæftiget indenfor fx landbrug, autobranchen, transport af gods, transport af passagerer og/eller anlægsarbejde, og har du medarbejdere, som kan være udsat for dieselpartikler fra dieseludstødning, så kan den skærpede grænseværdi gøre, at du skal gennemgå dine forbyggende foranstaltninger for at sikre, at de yder tilstrækkelig beskyttelse og ikke giver ”falsk tryghed”.
De forbyggende foranstaltninger omfatter i denne forbindelse fx punkt- og/eller rumventilation. Er du i tvivl om disses ydelse, kan det være nødvendigt at få foretaget luftmålinger. Læs mere om luftmålinger HER.
Dette har til formål at sikre, at medarbejdere ikke udsættes unødigt for dieselpartikler. Dieselpartikler kan nemlig have mange uønskede effekter på helbredet, bl.a. øget risiko for inflammation i lungerne, lungekræft og hjertekarsygdomme, hvorfor udsættelsen skal reduceres mest muligt.
Er du i tvivl om, du overholder de nye grænseværdier, og hvad de betyder din virksomhed?