Et fokus på α-kvarts-støv

Støv er ikke bare støv. På mange danske arbejdspladser findes en næsten usynlig, men meget farlig form for støv: α-kvarts-støv – også kendt som respirabelt krystallinsk silica. Det er en velkendt årsag til alvorlige lungesygdomme og en dokumenteret kræftfremkaldende påvirkning. Alligevel er kendskabet ofte begrænset, og mange virksomheder undervurderer risikoen.

Denne artikel giver dig et overblik over, hvad α-kvarts-støv er, hvor det findes, hvad sundhedsrisikoen er – og hvad du som virksomhed skal gøre for at beskytte dine medarbejdere.

Hvad er α-kvarts og hvor forekommer det?

Kvarts er en af de mest almindelige mineraler. Det findes i sten, sand, grus, beton, fliser, tegl, keramik og cement. Når disse materialer skæres, bores, knuses, slibes eller bearbejdes, frigives meget små partikler af kvarts – og en del af dem er så små, at de kan indåndes dybt ned i lungerne.

α-kvarts er den krystallinske form af silica (SiO₂), som forekommer naturligt. Den respirable fraktion – det vil sige de mindste partikler, der trænger ned i alveolerne (lungeblærerne) – kaldes respirabelt krystallinsk silica. Det er denne fraktion, der udgør den største sundhedsrisiko.

Støvet opstår i forbindelse med mange typer af opgaver, særligt i bygge- og anlægsbranchen, industrien og i råstofudvinding. Vi kan fx ofte komme i kontakt med det i forbindelse med:

  • Betonskæring, -slibning og -boring
  • Sandblæsning af overflader eller konstruktioner
  • Stenhugning og fliselægning
  • Fremstilling af tegl, cement og keramik
  • Grusgrave og råstofudvinding
  • Arbejde med kunststen (fx kvarts-kompositbordplader)

Også håndværkere, der fx bruger vinkelsliber eller borehammer i murværk, er i risikozonen, selv ved kortvarigt arbejde.

Mere end blot støv i næsen

Respirabelt α-kvarts-støv er ikke blot generende – det kan være sundhedsskadeligt og kræftfremkaldende.

Udover at du ved kortvarig udsættelse for α-kvarts-støv kan opleve gener som:

  • Hoste
  • Åndenød
  • Irritation af luftveje

Så er der også en række langtidseffekter (ved gentagen eksponering):

  • Silikose (støvlunger)
  • KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom) og nedsat lungefunktion
  • Lungekræft

Selv meget lave koncentrationer kan give alvorlige konsekvenser over tid – især ved daglig eller hyppig eksponering.

I Danmark er der fastsat en bindende grænseværdi for respirabel krystallinsk silica på 0,1 mg/m³ (TWA, 8 timer). [TJ1] Det betyder, at gennemsnitskoncentrationen i den indåndede luft ikke må overstige denne værdi over en hel arbejdsdag. Grænseværdien gælder for alle former af krystallinsk silica, inkl. α-kvarts, tridymit og cristobalit.

Selvom støvet ikke altid er synligt, kan det overskride grænseværdien. Derfor kræves målinger og grundig risikovurdering.

Overholdelse af grænseværdier er dog ikke ensbetydende med et sikkert arbejdsmiljø for medarbejderne. Nogle grænseværdier er fastsat for at forsøge at undgå kroniske påvirkninger og sikrer altså ikke nødvendigvis et sikkert arbejdsmiljø. Så selvom målinger viser, at virksomheden overholder stoffer og materialers grænseværdier, skal al unødig påvirkning undgås, uanset situationen!

Dokumentation og pligter som arbejdsgiver

Virksomheder, der udfører støvende arbejde med risiko for α-kvarts-eksponering, har pligt til at:

  • Udarbejde kemisk risikovurdering på arbejdsopgave(r)
  • Sørge for luftmålinger, hvis der er risiko for overskridelse
  • Informere og instruere medarbejdere
  • Sørge for løbende kontrol og opfølgning
  • Undersøge muligheden for substitution (erstatning)

Ved arbejde med respirabelt krystallinsk silica kan Arbejdstilsynet kræve handlepligt, selv ved lave eksponeringer – fx ved indskærpelse af våd bearbejdning, udsugning eller brug af åndedrætsværn.

En kendt risiko, der kræver aktiv forebyggelse

Arbejdet med materialer som beton, murværk, keramik og sand er uundgåeligt i mange brancher. Men det er også forbundet med en velkendt og veldokumenteret sundhedsrisiko i form af α-kvarts-støv. Det er vigtigt at erkende, at selv almindelige og hverdagsagtige opgaver kan udgøre langtidsfare for medarbejdernes helbred.

Ved at kortlægge arbejdet, forebygge støv, bruge korrekte værnemidler og følge op med målinger og vurderinger, kan man sikre både overholdelse af lovgivningen og – endnu vigtigere – beskyttelse af lungerne hos dem, der skal leve med konsekvenserne.

Book en intro

Ønsker du en uforpligtende fremvisning af Dansk Kemidatabases digitale univers? Og vil du høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig med at få styr på kemien? Klik på en dato og book en online intro.

Har du brug for rådgivning om kemi?