Skal produktet registreres eller risikovurderes?

“Det er jo ikke et kemisk produkt.”

Det er en sætning, vores kemikere ofte hører, når vi hjælper virksomheder med at registrere deres produkter.

Og mange gange har virksomheden helt ret.

Produktet er ikke et kemisk produkt.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at produktet kan udelades, når virksomheden arbejder med det kemiske arbejdsmiljø!

Den kemiske risikovurdering handler nemlig ikke kun om virksomhedens kemiske produkter. Den handler om de arbejdsopgaver, hvor medarbejderne kan blive udsat for kemiske påvirkninger. Derfor kan produkter, som falder ind under helt andre regelsæt, stadig være relevante at forholde sig til.

Ikke alle produkter skal registreres – men nogle skal stadig vurderes

Mange virksomheder forbinder det kemiske arbejdsmiljø med kemikalielisten og sikkerhedsdatabladene.

Det er også en vigtig del af arbejdet.

Men ikke alle produkter på arbejdspladsen er kemiske produkter.

Kosmetiske produkter, lægemidler, fødevarer og artikler hører under andre regelsæt og skal derfor som udgangspunkt hverken registreres på virksomhedens kemikalieliste eller være forsynet med et sikkerhedsdatablad.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de kan udelades, når virksomheden arbejder med sine kemiske risikovurderinger.

Den kemiske risikovurdering tager udgangspunkt i medarbejdernes arbejdsopgaver og de påvirkninger, de kan blive udsat for under arbejdet. Derfor kan produkter, som ikke er kemiske produkter, stadig være relevante at inddrage i vurderingen. Om de skal det, afhænger altid af den konkrete anvendelse.

Kosmetiske produkter

Hårfarver og permanentvæsker er kosmetiske produkter.

De skal ikke registreres som kemiske produkter, men frisører og andre medarbejdere, som arbejder professionelt med dem, kan være udsat for kemiske påvirkninger. Derfor kan arbejdsopgaverne kræve en kemisk risikovurdering.

Lægemidler

Lægemidler er heller ikke kemiske produkter.

En pakke hovedpinepiller i personalestuen giver normalt ikke anledning til særlige arbejdsmiljøkrav.

Situationen kan derimod være en anden, hvis medarbejdere producerer, pakker eller håndterer lægemidler som en del af deres arbejde. Her kan der være behov for at vurdere medarbejdernes eksponering og de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger.

Fødevarer

Mel, eddike, madolie og andre fødevarer er heller ikke kemiske produkter.

Men selv om produktet er en fødevare, kan arbejdsopgaven stadig medføre kemiske påvirkninger.

Et klassisk eksempel er melstøv, som kan være relevant at inddrage i den kemiske risikovurdering på fx bagerier eller andre fødevarevirksomheder.

Artikler

En artikel er en genstand, hvor det er produktets form, der er afgørende for funktionen – ikke den kemiske sammensætning. Det kan for eksempel være en stol, et batteri, en printerpatron eller et termometer.

De er ikke kemiske produkter og skal derfor som udgangspunkt ikke registreres på virksomhedens kemikalieliste. Afhængigt af arbejdsopgaven eller indholdet af særligt problematiske stoffer kan de dog stadig være omfattet af andre regler eller være relevante at forholde sig til i arbejdsmiljøarbejdet.

Det handler om at få det fulde overblik

Når virksomheder selv registrerer deres produkter, er fokus naturligt rettet mod de kemiske produkter.

Det betyder, at produkter, som falder uden for denne kategori, let bliver overset – enten fordi de fejlagtigt registreres som kemiske produkter eller fordi de slet ikke bliver overvejet i forbindelse med virksomhedens kemiske risikovurderinger.

En gennemgang af virksomhedens produkter handler derfor ikke kun om at få registreret de kemiske produkter. Den handler også om at skabe et overblik over de produkter og arbejdsopgaver, der kan have betydning for virksomhedens kemiske arbejdsmiljø.

Få en kemiker ud og gennemgå jeres produkter

Det kan være svært at afgøre, hvilke produkter der skal registreres som kemiske produkter, hvilke der hører under andre regelsæt, og hvornår en arbejdsopgave alligevel bør indgå i virksomhedens kemiske risikovurderinger.

Med tilkøbet ”Årligt besøg af en ekstern kemi-kollega” kommer en af Dansk Kemidatabases kemikere ud på virksomheden og gennemgår jeres produkter sammen med jer.

Besøget giver jer blandt andet hjælp til at:

  • identificere de kemiske produkter, som skal registreres
  • skabe overblik over produkter, der falder ind under andre kategorier
  • vurdere, om arbejdsopgaver med disse produkter bør indgå i virksomhedens kemiske risikovurderinger
  • få ryddet op i registreringen og sikre, at den afspejler den virkelighed, medarbejderne arbejder i.

Resultatet er et bedre overblik over virksomhedens kemiske arbejdsmiljø og større sikkerhed for, at de relevante produkter og arbejdsopgaver er tænkt med.

Book en intro

Ønsker du en uforpligtende fremvisning af Dansk Kemidatabases digitale univers? Og vil du høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig med at få styr på kemien? Klik på en dato og book en online intro.

Har du brug for rådgivning om kemi?